Content on this page requires a newer version of Adobe Flash Player.

Get Adobe Flash player

 

Renovering - nedrivning af boliger i landsbyerne.

I Fyns Stiftstidende mandag den 31. marts kunne vi læse om et forslag til oprettelse af skrotpræmie til husejere så de kunne rive huset ned. Der var forslag om så latterlig et lille beløb som 100.000 kr.

Vi har i flere omgange, i samme avis, kunnet læse om hvad Nordfyns Kommune bruger den såkaldte "nedrivningspulje" til, uden der fra avisens side bliver stillet kritiske spørgsmål til de projekter kommunen engagerer sig i.

Sidst har vi kunnet læse om nedrivningen af Otterup Frugtlager, i avisen beskrevet til en pris af 750.000 kr., men det faktiske beløb er rent faktisk 850.000 kr. Ligeså kunne vi læse om nedrivning af avlsbygningerne på Ørritslevgård. Ørritslevgård er ejet af den offentlige fond Hofmansgave, til dette projekt brugte kommunen 320.000.

Til nedbrydning af ladebygningerne på Dagstrupgård er der brugt 236,000. Man må selvfølgelig spørge sig selv hvilket formål tjener det udover kontant tilskud til ejeren, der er jo adgangsforbud for offentligheden ud på gården. Et andet eksempel her i nærheden af Otterup er staldene på Krogsbølle fiskesø, til en pris af 540.000 kr.

 Der kan selvfølgelig nævnes mange andre, men disse er blot nævnt for at skitsere hvor nemt det er for kapitalen at få "snablen" i den tilsyneladende bundløse kasse. Jeg har ofte stillet spørgsmål til brug af denne pulje, men er hver gang holdt hen med snak.

Så sent som op til valget sende jeg en forespørgsel til daværende Formand Kim Johansen om rigtigheden af at kommunen ville bekoste nedrivningen af Frugtlageret. Hertil svarede Kim at det ikke kan nås, da der ikke må rives virksomhedsejendomme ned efter 31. december, men han ville undersøge det, jeg hørte ikke mere til den sag.

Til Nordfyns Kommune: brug dog disse midler til de rigtige formål. Det heder rent faktisk en Landsbyfornyelses pulje. Der er masser at tage fat på rundt i de små samfund, stop tilskuddet til virksomheder og erhvervsdrivende.

Børge Nielsen
Stenløkken 1
5450 Otterup