Borgmesterens nytårstale.
Den første artikel på 5450-otterup.dk, for nu et år siden, handlede om borgmesterens nytårstale.
Det var en tale, som borgmester Morten Andersen, efter vor ringe mening kom meget skidt fra, med meget lidt fokus og mange mærkelige udsagn.
Derfor skal Morten Andersen i år have ros for en betydelig bedre og meget mere fokuseret nytårstale.
Borgmesteren siger i sin nytårstale, at Kommunen i fremtiden skal leve af øget bosætning og udvikling af turist- og erhvervssektoren. Det er helt rigtigt og tiltag er også sat i værk, der peger i den rigtige retning.
Morten Andersen erkender også, at kommunen ikke klarer alting selv og at alle gode kræfter i kommunen må forenes. Det lyder også som en rigtig god plan, som kommunen bør holdes fast på.
Men, lad os nu lige få skolestrukturen fornuftigt på plads og få tændt gadelysene om natten, permanent. For ingen af de to sager vil fremme bosætningen i kommunen – tværtimod.
Borgmesterens nytårstale kan læses herunder.
Borgmesterens nytårstale
27-12-2011
Kære borgere i Nordfyns Kommune
Vi har nu lagt 2011 bag os. Det har været et travlt år med store udfordringer, men også med mange glædelige begivenheder.
Kommunalbestyrelsen har haft stor fokus på økonomien i både 2010 og 2011. Det er derfor glædeligt, at vi har et regnskab, hvor der er balance mellem indtægter og udgifter. Alt tyder på, at Nordfyns Kommune for 2012 har et budget, der rummer mulighed for udvikling, men der vil fortsat være fokus på en stram styring af økonomien. En sund økonomi er en forudsætning for, at vi kan planlægge fremtiden og prioritere vores indsats.
Netop blikket mod fremtiden er væsentligt. Hvad er det, vi skal leve af i fremtiden? For vores kommune giver det næsten sig selv. Vi skal øge bosætningen, vi skal udvikle turismen, og vi skal fremme erhvervsudviklingen.
Når det gælder bosætning, skal vi klart signalere, hvad det er, nye borgere kan forvente. I kommunens planlægning har vi derfor prioriteret særlige områder til bosætning. Det drejer sig om Bogense, Otterup, Søndersø og Morud. Derfor er det også glædeligt, at Nordfyns Kommune formår at tiltrække nye og unge borgere og kan bryste sig af den laveste gennemsnitsalder blandt fynske tilflyttere. Efter et par år med stagnation er grundsalget også steget. Det giver anledning til forsigtig optimisme. Men vi vil ikke se passivt til. I 2012 sætter kommunalbestyrelsen yderligere ind for at tiltrække nye borgere.
Også turisterne holder af Nordfyn. Turisterne styrker den Nordfynske økonomi. Vi gør rigtig meget for, at turisterne skal føle sig godt modtaget, når de kommer. Men vi kan ikke forvente, at de kommer af sig selv. I årets løb har kommunen derfor i tæt samarbejde med turistforeningen arbejdet på projekter, der kan trække nye turister til. Dette arbejde vil fortsætte i det nye år.
Nordfyns Kommune er kendetegnet ved stor virkelyst. Trods finanskrise er mange nye virksomheder skudt frem i 2011. Det er glædeligt. Nordfyns Kommune og Nordfyns Erhverv er gennem en skriftlig kontrakt rykket tættere sammen. Det sker med henblik på at fremme et endnu tættere samarbejde med kommunens erhvervsliv. I året der kommer, vil jeg give mig tid til at besøge en række nordfynske virksomheder for at få en dialog om, hvordan vi bedst styrker erhvervslivets vilkår og dermed styrker Nordfyn.
Jeg indledte min nytårshilsen med at skrive, at 2011 også har budt på store udfordringer. Rådhusbranden i Søndersø var en voldsom og rystende begivenhed. Heldigvis gik det denne gang kun ud over papir og mursten, men det er klart, at sådan en oplevelse sætter mærkbare spor hos kommunens ansatte og øvrige implicerede. Det er en situation, der giver stof til eftertanke.
Af politiske udfordringer tænker jeg især på skolestrukturreformen, som desværre endnu ikke er kommet på plads. At lukke skoler er en stor og følelsesmæssig svær beslutning. Det gælder ikke bare for mig som borgmester – men for alle mine politiske kolleger i Kommunalbestyrelsen. Jeg vil benytte lejligheden til at understrege, at vi stadig går efter det bredest mulige forlig. Samtidig vil jeg gerne sige tak til alle de borgere, der på debatmøder, gennem læserbreve og sjove happenings har bidraget til debatten og dermed givet politikerne værdifuld viden. Det er dejligt at opleve sådan et engagement. Det fortæller mig, at de nordfynske borgere er ildsjæle, der holder af deres lokalsamfund – og er parate til at kæmpe for det.
I det hele taget oplever jeg et sprudlende og levende engagement på Nordfyn. Nogle af de bedste stunder jeg har, er min månedlige træffetid. Her møder jeg borgerne direkte. Jeg bliver præsenteret for mange spændende idéer, men jeg bliver også gjort opmærksom på, hvor det er, vi som kommune kan gøre tingene bedre.
Som kommune skal vi hele tiden forsøge at gøre tingene bedre. Det betyder, at vi nogle gange må gå nye veje. Både på rådhusene, skolerne og ude i institutionerne står kommunens ansatte klar til at afprøve nye ideer. Nordfyns Kommune kan imidlertid ikke gå hele vejen alene. Det kræver en koordineret indsats fra alle gode kræfter. Jeg håber, at kommune, borgere og samarbejdspartnere også i det nye år er parate til i fællesskab at fortsætte det gode arbejde.
Sammen med vores nye kommunaldirektør Morten V Pedersen og øvrige ansatte glæder jeg mig til at tage fat på de mange spændende opgaver, som det nye år vil bringe.
Med disse ord vil jeg ønske borgere og ansatte i Nordfyns Kommune et godt og lykkebringende nytår.
Af: Morten Andersen, Borgmester