Torvedage 2013.
Nu har hhv. Fyens Stiftstidende og Ugeavisen Nordfyn bragt artikler om at Markedsforeningen måske skal opløses fordi der kun er 3 bestyrelsesmedlemmer tilbage!
Der er vel ikke noget mærkeligt i at der af og til skal ske udskiftninger i bestyrelsen? Det er så det der skal ske på kommende generalforsamling – længere er den historie vel ikke?
Det er jo ikke ligefrem raketvidenskab der skal til for at drive foreningen, ikke sagt for at forklejne det arbejde bestyrelsen har lagt i foreningen, men blot for at fortælle at der faktisk bør være rigtig mange der kan træde til.
En af de udfordringer som Markedsforeningen har haft, er vel at det altid har været bestyrelsen der har skullet gøre alting. Men hvem siger det behøves at være sådan?
Det er klart at ingen bare lige kan rive 12 lørdage ud af kalenderen i sommermånederne og hellige sig Torvedagene. Man kunne jo for eksempel få nogen af medlemmerne til at deltage på de enkelte torvedage, så arbejdet blev fordelt på flere hænder!
Hvorfor skal 7 mennesker stå for alt arbejdet, når foreningen tæller over 120 medlemmer? Stiller flere af medlemmerne op for at give en hjælpende hånd, så kan bestyrelsen koncentrere sig om det som bestyrelser er til for, nemlig at planlægge og sørge for at tingene sker.
Jeg er da helt sikker på at mange gerne vil bidrage, hvis det ikke lige drejer sig om alle sommerens lørdage. Jeg stiller gerne op og det er jeg sikker på at mange andre også gerne vil, hvis det altså ikke lige drejer sig om 12 lørdage.
Det der driver foreninger er jo netop frivillige hjælpere.
Til den kommende generalforsamling vil jeg derfor opfordre at rigtig mange møder op og på forhånd gør sig overvejelser, om de dog ikke lige har tid til at give en hånd på en eller flere torvedage. Det kunne man jo høfligt flette ind i indkaldelsen.
Jeg tror alle er enige om at det vil være en katastrofe hvis torvedagene forsvinder, både for os lokale, turisterne og ikke mindst byens forretninger, der jo nyder godt af de mange besøgende i vores by.
Lad os nu blive nogle flere, der tager ansvar for en forening der sørger for omsætning til byen, og gøre at den 14. sæson med torvedage, bliver gennemført på samme fortrinlige måde som de 13 foregående.
Og så kan vi jo bare håbe på bedre vejr, end i 2012.
Stig Thomsen
Tidl. Bestyrelsesmedlem.
|