Øg den sociale mobilitet.
Fremtidens folkeskole er mere end et sted, hvor børn mødes, lærerne underviser og forældrene af og til kommer. Det er mere end et sted, hvor det faglige læres. Folkeskolen er et sted, hvor vores børn skal trives og udvikles.
Folkeskolen er stedet, hvor arbejdernes børn, de udsatte familiers børn, ja, alle børn kan flyttes fra et socialt lag til et andet. Kort sagt øge den sociale mobilitet. Børnenes baggrund slår hårdt igennem vores skolesystem. Det er en udfordring, der skal løses. Fremtidens skole, helhedsskolen, lægger op til en større social mobilitet.
Derfor tilbydes der lektiehjælp. I første omgang som en frivillig ordning, senere som en fast del af skoletiden. Det er godt. En faktor, der afgør børns skæbne er forældrenes baggrund. Det er urimeligt. Alle har ret til en uddannelse uanset, hvilket socialt lag, de kommer fra.
Ingen skolelukninger.
En (næsten) samlet Nordfynsk kommunalbestyrelse vedtog en god ny skolestruktur i denne periode. Det er nu ved at blive implementeret. Pædagoger, lærere og ledere er stadig ved at finde deres ben i denne hektiske og svære proces. 2-3 skoler skal nu blive til én.
En ny folkeskolereform, inklusion af de allersvageste børn i vort samfund, ny arbejdstidsaftale til lærerne og nye skrappe krav er på vej. Den nordfynske folkeskole skal have RO! Det er nonsens at tale om endnu en ny skolestruktur, endnu færre men større skoler. Socialdemokraterne og jeg siger nej til flere ændringer i skolestrukturen. Vi siger nej til en uansvarlig omgang med kommunens økonomi.
De store skoler har ikke plads til de små skolers børn. Det vil koste dyrt at udvide. Dertil kommer at der ikke er belæg for at de store skoler er bedre eller klarer sig bedre end de små. Jeg vil udvikling i hele kommunen. Jeg vil gå en anden vej. Styrk landsbyernes bosætning, iværksætteri, turisme og børnenes adgang til skole og fritid.