Content on this page requires a newer version of Adobe Flash Player.

Get Adobe Flash player

Det må være en spøg!

Under overskriften ”Nordfyns Kommune går i sort” er der indrykket en annonce i denne uges ugeavis. Annoncen handler om Earth Hour som er verdens største klimaevent.

En time om året slukker millioner af mennesker og tusindvis af virksomheder og kommuner i hele verden lyset for klimaet, som et stærkt signal til verdens ledere: verdens befolkning kræver hurtig og seriøs handling mod klimaforandringerne – inden det er for sent.

Så den 31. marts kl. 2030 og en time frem slukker Kommunen lyset i alle Kommunale bygninger, samt gadebelysningen i hele kommunen.

Bortset fra tidspunktet så er der vel ikke noget nyt i det?

Earth Hour gå hjem og læg dig, det her klarer Nordfyns Kommune hver nat i 4 timer!

Nå, men bortset fra det, så er det vel en fin handling, som du kan læse mere om her.

Giallo Rosso godt igang.

Den. 23. marts. Onsdag aften kom både fruen og jeg sent hjem og havde ikke rigtig fået købt ind til noget aftensmad.

Så er der jo heldigvis lige åbnet en ny restaurant på Torvet her i Otterup – Giallo Rosso - og efter at have læst om åbningstilbudet, blev vi enige om at prøve det af, sammen med et par af vennerne.

Tilbudet – der gælder frem til påske - er en tre-retters menu, der starter med hvidløgsbrød til forret, herefter kan du vælde mellem oksemørbrad og hvidløgsmarineret kalvefilet til hovedret og endelig kan du vælge mellem pandekager med is og bananasplit til dessert. Alt dette for 199,- kr. pr. person.

Jeg har smagt hvidløgsbrød af mange forskellige slags, men det vi fik serveret på Giallo Rosso er det bedste jeg har smagt til dato. Det bør prøves.!

Hovedretterne, som vi fik serveret begge slags af, var anrettet enkelt men lækkert på tallerkenen. Kødet var fremragende tilberedt og de tilhørende grønsager var friske og ikke hentet fra en dåse.

Herefter skulle vi så have haft dessert, men ingen af os 4 kunne spise mere, så der var vi nødt til at stå af.

Det korte af det lange er at vi alle 4 var enige om at det var en super lækker middag og at det ikke er sidste gang vi besøger Giallo Rosso. Endelig en stor tak til værten Thomas (billedet), både for maden og den fine betjening.

Karl Marius piger fynsmestre.

De sidste 2 weekends er der afholdt finaler i Albanicup Fyn for hhv. damer og herrer. Der er tale om det ædle værtshusspil Skomager billard.

I finalerne deltog de fire bedste hold fra indledende runder, der strækker sig over hele vintersæsonen. Otterup var stærkt repræsenteret hos herrerne, med et hold fra Pop'en og et fra Karl Marius.

Hos damerne havde Karl Marius chancen for at vinde pokalen til evig arv og eje, med tredje finalesejr i træk - og det gjorde de. Stort tillykke.

Hos herrerne blev Pop'en nummer 2 og Karl Marius nummer tre. Et stort tillykke til dem også. Det er flot at Otterup er så stærkt repræsenteret i en fynsk turnering.

Se billeder fra damernes finale her.

Se billeder fra herrernes finale her.

DGI’s Forårsopvisning i Otterup Hallerne

19. marts. Igår var der DGI’s Forårsopvisning i Otteruphallerne, hvor 27 hold friske gymnasiaster fra hele Fyn deltog.

En af 5450-otterup.dk's faste støtter, Lennart Rasmussen, forevigede lidt af opvisningen....

Som kan ses her.

Levende hegn!!!?

For tiden sysler man med revision af retningslinjer for byggesagsbehandling i sommerhusområderne. Det vil sige at Teknik- og Miljøudvalget i vores Kommune gør.

I den anledning kan man læse retningslinjerne der blev udstukket allerede i 2007, ligesom man kan læse hvad man ønsker at ændre her i 2012.

Det er interessant læsning, måske mest for dem der har sommerhus i områderne. Jeg har hæftet mig ved et afsnit i retningslinjerne, som man ikke har tænkt sig at lave om i 2012 - som lyder:

"Mod vej
Der må kun etableres levende hegn ud mod vejarealer. (jf. Østre Strandvej)"

Det må være en spøg, eller har Teknik - og Miljøudvalget aldrig været i Hasmark!? Et forsigtigt skøn herfra, er at under 10% af sommerhusene på Østre Strandvej har levende hegn mod vejen.

Det kan man man godt undre sig over, ligesom jeg også undrer mig over hvorfor det overhovedet er nævnt i retningslinjerne?

Se retningslinjerne fra 2007 her.

Sidste dagligvarebutik drejer nøglen.

Det forlyder at KwikSpar i Lumby lukker. Det vil så være den sidste butik i Lumby og dermed er Lumby lige så fattig på forretninger som Lunde, Østrup og mange andre....

Dengang jeg (Stig) boede i Lumby ( for godt 35 år siden ) og hvor Lumby var en del af Otterup Kommune, kunne Lumby bryste sig af at have 1 Brugsen, 4 købmænd, 2 brødudsalg, 1 tankstation, 1 møbelhandler, et posthus og en kro.

Det er godt nok en trist udvikling, så atter en opfordring til at bruge vore lokale forretninger.

Østrup Forsamlingshus har brug for din hjælp.

Som de fleste her i lokalområdet nok er klar over, så er det meget vigtigt at få lavet en plan for renoveringen af vores forsamlingshus. Sådan en plan har bestyrelsen haft i længere tid, men da det er en dyr fornøjelse at renovere huset, så har finansieringen været en central del af udfordringerne.

Ifølge en energikonsulent så vil varmepumper vil være den bedste og billigste løsning til opvarmning af huset. Derfor ansøgte bestyrelsen LAG Fonden om hjælp til en ny energikilde til forsamlingshuset og det glæder os at kunne fortælle Jer alle, at LAG fonden har tildelt huset kr. 22.000 til varmepumper.....

Læs hele artiklen fra bestyrelsen her.

Giallo Rosso åbner.

16. marts 2012. I dag åbner det forhenværende Viking Pizza som Restaurant & Pizzaria Giallo Rosso.

Det er Thomas, nevøen til forpagteren af Viking Pizza, der har besluttet at finde ud af om der dog ikke er plads til en italiensk restaurant i Otterup.

Læs hele artiklen her.

Vild(t) aften hos jægerne.

Ny og ung jægere samt mange interesserede mødte op til vildtslagtning i OOJF’s klubhus i tirsdags .
Nærmere bestemt mødte 35 forventningsfulde gæster frem og der kom flere til i løbet af aftenen.

De fremmødte fik en fin tilgang til behandle fuglevildt af Jens og Lars, og de fik mulighed for at få fingrene helt ned i vildtet og gøre klar til  tilberedning. Godt hjulpet af Lars, hvis kulinariske evner snart er verdenskendte på Nordfyn, da han har været mester for forplejning til mange jagter, samt hans helt fantastiske suppe m.m. kendt fra bl.a. Fjordens dag.

Gæsterne fik lov at skære og flå m.m. under kyndig vejledning, samt gøre vildtet klar til grillen. Der blev grillet (mest af Lars Skaaning) vildand, fasan ,edderfugle samt vildsvine mørbrad. Aftenen sluttede med en pragtmiddag af alt det dejlige kød fra grillen samt det rette tilbehør, inklusive en tår at drikke.

Vi kan næsten ikke få hænderne ned, udtaler Lennart fra jagtforeningen, vi går fra det ene super vellykkede arrangement til det andet. Vi har lige afholdt vin og ost aften sammen med DE4, her var der fuldt hus. Foredrag om den nye våbenlov samt biotop tiltag, også her godt fremmøde.

Nu glæder vi os til d. 24-3 hvor der følges op på mødet på Kørup gods, som virkelig gør noget for vor biotop. Og vi må ikke glemme vor jæger loppemarked den 20-03 hvor vi jægere kan komme af med den buks som er krympet, remmen der er blevet for lille kort sagt alle jagt relaterede ting, folk kan bare møde op og købe og sælge.

Se billeder fra aftenen her.

A pro pos Grønland

Sydgrønlandske alger danner grundlag for økologisk og allergineutral succes på Nordfyn. Det har taget 10 år at udvikle, men nu står Trine Huusfeldt klar med en CO2-neutral hudplejeserie uden kunstige konservingsstoffer og uden de 26 allergene stoffer fra kosmetikbekendtgørelsen....

Flot klaret her i 5450 Otterup.

Læs hele artiklen om Trine Huusfeldt og hudplejeserien her.

Kanonkoldt i Grønland.

En af vennerne fra Grønland der også følger med på 5450-otterup.dk har sendt en mail med billeder fra et meget meget koldt Grønland.

Hun skriver at vi hernede ikke skal klage over kulden, det har de meget mere grund til i Nuuk i Grønland, hvor der i weekenden har været ned til 26 minusgrader og en stærk vind der får temperaturen til at føles som næsten 40 minusgrader.!

..... Og det giver jeg hende så ret i!

Se billederne her.

Træer fjernet.

På vejen mellem Hasmark Kirke og Hoffmansgave blev der i sidste uge fældet en masse træer.

Gad vide om det er en del af Kommunens plan om træfældning, eller træerne er syge?

I hvert fald var det en smuk tur om sommeren, mellem de flotte træer. Så det bliver spændende, at se når de tilbageværende træer springer ud, hvordan der så ser ud.

Mere Fyn - eller hva'!

For nu 3 år siden lavede Nordfyns Kommune sammen med PeopleGroup en brandingstrategi for Nordfyn.

Branding strategien blev lavet for at få flere til at vælge at bo, besøge og drive virksomhed på Nordfyn. En af virkemidlerne for at opfylde målsætningen, var at lave en hjemmeside, der skulle være et centralt omdrejningspunkt for brandingindsatsen.

Den hjemmeside gik i luften omkring nytåret mellem 2010 og 2011. Et rigtigt godt tiltag med store muligheder.

Af samme årsager er det også et af de links som er lagt på 5450-otterup.dk, for at være med til at dele alsidigheden med andre.

Desværre kan vi nu konstatere at seneste nyhed på hjemmesiden er fra 12. oktober 2011 og dermed er hjemmesiden -mod intentionen -blevet en kedelig og uspændende læsning for dem der besøger siden, og derfor slet ikke inspirernede for mulige tilflyttere.

Det' en OMMER. Med det mener jeg ikke at hjemmesiden skal nedlægges, men at den skal passes. Ønsker Kommunen mod forventning ikke at passe (opdatere) hjemmesiden, så bør den nedlægges!

Hjemmesiden www.merefyn.dk kan beses her.

Brandingstrategien kan læses her.

Modstandsbevægelse på Nordfyn

Efter at vi nu har lagt ører og øjne til en masse omtale af den seneste film om modstandsbevægelsen under 2. verdenskrig "Hvidsten gruppen", sætter Otterup Bibliotek nu fokus på modstandsbevægelsen på Nordfyn.

Det sker Mandag den 19. marts 2012 kl. 19.30 på Otterup Bibliotek, med et foredrag ved Andreas Skov der er arkivar ved Odense Stadsarkiv.

"Selv om det efterhånden er 66 år siden, de tyske tropper forlod Danmark, er besættelsestiden og modstandsbevægelsen stadigvæk et varmt emne.

"Med jævne mellemrum bryder diskussionen om samarbejde og modstand ud, og dokumentarfilm, bøger og spillefilm som ”Flammen og Citronen” om modstandsbevægelsen går som varmt brød.

Men en ting er et par hårdkogte, myteomspændte modstandsfolk fra hovedstaden, noget andet er det almindelige modstandsarbejde i provinsen, f.eks. på Nordfyn."

Det bliver helt sikkert et spændende foredrag om Nordfyns indsats i modstandskampen.

Du kan læse mere og tilmelde dig foredraget her.

Forårsklargøring i OB&IK

Lørdag den 17. marts kl. 9.00 bliver OB&IK's anlæg og klubhus gjort klar til den nye sæson !!

Bestyrelsen i OB&IK har, i lighed med tidligere år, planlagt den årlige "ARBEJDSDAG i KLUBBEN", hvor en del praktiske ting skal ordnes, repareres, efterses, rengøres og rettes inden 2012 sæsonen for alvor går i gang.

Der er tidligere ved disse "arrangementer" blevet lagt sten på nogle af gangarealerne, så man kunne komme til træningsbanerne, rimeligt tørskoet og uden at "drukne".

De nye mål, som var blevet indkøbt til de yngste hold, blev samlet.

I år skal bl.a. udskiftningsboksene på stadion ses efter i "sømmene" og så trænger udskiftningsboksene på bane 5 virkelig til at blive totalrenoveret, så de igen kan fremstå som noget vi kan være bekendt at "udlåne" til vore gæstene hold....

Læs mere her, meld dig til og støt din klub!

Gule ærter og billard

Lørdag blev Pop'ens traditionsrige forårsbillardturnering afholdt. 48 billard entusiaster var tilmeldt turneringen og det blev en forrygende dag med masser af god billard og ikke mindst Birthes ligeså traditionsrige og vidunderlige gule ærter.

Freddy og Holme der normalt begår sig på Vognhjulet i Odense, havde åbenbart hørt om turneringen og havde vel tænkt hvorfor kan vi ikke lige så godt vinde den også.

Som sagt så gjort Freddy og Holme løb med både guld og sølvpladserne.

Se stemningsbilleder og øvrige vindere her.

Filmfestival i Aktivitetshuset.

Aktivitetshusets årlige filmfestival afholdes fredag d. 16. marts til lørdag d. 17. marts.

Lige som de foregående år ses frem til en fantastisk galla aften – og nat.

Den røde løber vil være rullet ud ved indgangsdøren og som noget helt specielt denne aften vil der være mulighed for at køre ind i gården, så gallagæsterne kan blive afleveret standsmæssigt ved den røde løber.

Aftenen begynder kl. 19.00. Der vil være mulighed for at se film forskellige steder i huset - i cafeen, i gymnastiksalen, i diskoteket og i rollespilsrummet. Det vil være forskellige typer af film, vi viser i de enkelte lokaler, f.eks tegnefilm i et lokale, gamle danske film i et andet osv.

Man beslutter selv, hvor man slår sig ned og ser en god film. Katalog over hvilke film der vises, udleveres ved ankomst til festivalen.

Læs mere på Aktivitetshusets hjemmeside her.

Udenlandsk ungdom til Nordfyn.

Ungdomsudveksling er meget populært - og LIONS CLUB - Otterup har nu mulighed for at en familie her i området kan få besøg af en ung gæst fra udlandet, og dermed få en helt speciel oplevelse.

 Ungdomsudvekslingen skal forsøge at bringe unge i en meningsfuld og alsidig kontakt med unge og voksne af forskellige nationaliteter og med forskellige kulturelle baggrunde.

 Under opholdet her i Otterup og omegn, stifter de unge bekendtskab med dansk familieliv, kulturelle aktiviteter og samfundsforhold.

Der kommer unge rundt fra hele verden til Lions lejr her i Danmark i juli måned, de kan alle gøre sig forståelige på engelsk, og alle er velkomne til at prøve dette, med eller uden tilknytning til LIONS.

Masser af unge her fra Nordfyn har været ude i verden på familie besøg, samt i ungdomslejre, nu er så turen til at vi kan gøre gengæld, derfor håber YE (Youth Camps & Exchange) koordinator Kai Madsen, at flere vil kontakte ham for at høre nærmere på tlf. 20124781 eller 64823381, samt modtage et ungt menneske en uge eller to, og det drejer sig om ugerne 28 og 29.

25 års jubilæum med Otterup Taxa.

På mandag den 27. februar har Lene Brit Hansen ejet Otterup Lillebil i 25 år.

I 1987 overtog Lene selskabet fra Jørgen "Jordbær" Andersen. Dengang var der 2 biler i selskabet. Idag er der 9 biler.

Lene siger at det var en hel del nemmere at drive vognmandsforretning for 25 år siden. Idag skal al kommunal kørsel i udbud og der stilles store krav til de vognmænd der kommer med i udbudet.

Sådan var det ikke i starten.

Lene kan ligesom de fleste andre virksomheder også mærke krisen kradse, så de sidste år er privatkørslen faldet en del.

Jubilæet bliver fejret i Skeby Forsamlingshus, med et Åbent Hus arrangement, lørdag den 10. marts kl. 1400 - 1800, hvor kunder, forretningsforbindelser og venner er velkomne.

Et stort tillykke til Lene skal lyde herfra.