Den 6 km lange Enebærodde skærmer Odense Fjord fra Kattegat. Den er dannet ved havets gradvise aflejring af sand, grus og sten. Kysten mod Kattegat er stenet og nogle steder sandet, mens der er strandenge og lavvandsområder ind mod Odense Fjord.
Inderst på odden ligger Charlottenlund - en lille løvskov med et smukt skovbryn. Der er ingen adgang i skoven.
En del af Enebærodde er stadig åbent område præget af de oprindelige overdrevsplanter, som ene, hedelyng, klokkelyng og revling. Men det meste af odden er tilplantet med nåletræer. Den midterste del er nyplantninger, men der er en bræmme af gamle fyrretræer udenom.
Ud mod fjorden ligger et lille moseområde som er under tilgroning, og yderst på odden findes et stort åbent hedeområde med en lille sø. Det er Fyns største hede.
Yderst på odden ligger Enebærodde Fyr som tidligere adviserede skibene om indsejlingen til Odense Fjord.
Enebærodde er fredet og der er kun adgang for cyklister og fodgængere (specialdispensation kan gives). Fra leddet fører en cykel/gangsti langs fjordkysten til adgangsbroen. Videre rundt om øen findes en udmærket gangsti (se kortet under teksten).
Det gøres opmærksomt på at vildtreservatet hvor adgang ikke er tilladt dækker en del af landområdet inderst på odden (se kortet).
Det lille charmerende 14 meter høje fyrtårn på Enebærodde er opført af det daværende Fyrvæsenet i 1895, men også forud for den tid var den yderste spids på Enebærodde i brug, når der skulle sendes advarende blink til fartøjer, der var på vej gennem Gabet. Odense Kommune opstillede således et fyr på spidsen allerede i 1869.
Det nuværende fyr havde oprindelig en udvendig trappe, men i dag er det indvendige trin, der giver adgang til fyrets top. Trappen bruges imidlertid sjældent, for fyret er fjernstyret.
Den lille karakteristiske fyrmesterbolig ved siden af fyret er solgt fra til feriebolig.
Tekst og billeder på denne side er høfligst lånt af Fjordens dag og odensefjord.dk