Den største ø i Odense Fjord er Vigelsø, men at den i dag har et areal på 132 hektar, skyldes menneskehånd, for indtil 1873 var den kun på 66 hektar.
Syd for Vigelsø lå et lavvandet område med øerne Store og Lille Ægholm, og ved at forbinde Vigelsø og disse småøer med diger, fordoblede man øens areal.
Efterhånden blev hele det inddæmmede område inddraget til traditionelt landbrug under Østrupgård, men i 1990 overtog Skov- og Naturstyrelsen øen, og et
omfattende naturgenopretnings-projekt blev sat i værk. For eksempel er Store Ægholm ved en omlægning af diget igen skilt ud, og der ledes saltvand ind på det inddæmmede område, så der nu er skabt områder velegnet for fouragerende vadefugle.
Der er ingen adgang til sydspidsen af øen bortset fra en sti, der fører ind til øens fugletårn. Øens nordlige ende blev beplantet med eg, lind og bøg i starten af 90'erne.
Tidligere lå der en firelænget gård på Vigelsø. Hovedbygningen og hestestalden er bevaret og er i dag indrettet til naturskole, som drives af fjordkommunerne. I det gamle fodermesterhus tæt ved molen er der indrettet en udstilling, som fortæller om øen, og hvilke planer der er for naturgenopretning.
Der er fri adgang til Vigelsø og der mulighed for sejlads til øen fra Klintebjerg med fiskerbåden Lunden.
Tekst og billeder på denne side er høfligst lånt af Fjordens Dag og odensefjord.dk.